torsdag den 4. juni 2009

Palmolive palmen

Da jeg var barn lavede Palmolive en reklamekampagne, hvor der fulgte palmefrø til en oliepalme med, når man købte en pakke Palmolive sæbe. Min mormor såede et frø og min mor har arvet palmen, der kom ud af det. Palmen er ved at være stor og min forældre har heldigvis højt til loft og masser af plads i stuen, men når palmen fylder for meget i bredden, bliver der klippet et par blade af til mig. Nu har jeg brugt bladene til at lave en masse forskelligt papir.

Jeg har kogt bladene og stilkene hver for sig med kaustisk soda. Ingen af delene går i stykker ved kogningen, så jeg fik kogt på bladene i næsten fem timer, før jeg slog op i mine gamle noter og så, at bladene ikke ville koge ud. Stilkene fik kun to timer, og det var nok, selvom de heller ikke koger ud, men bare bliver bløde.
De kogte blade blev skyllet grundigt og kom en tur i blenderen, hvor de blev findelt til nogle fine fibre, der er meget lette at arbejde med og som giver et smukt jævnt og mørkt papir. Jeg lavede et testark i opvaskebaljen før jeg hældte resten i den store balje, hvor det er lidt lettere at arbejde.



Jeg var ikke helt sikker på om jeg kunne bruge stilkene, fordi de er så hårde, men det gik fint med at blende dem, så længe jeg kun tog lidt ad gangen. Igen lavede jeg testark af de blendede fibre fra stilken i opvaskebaljen og hældte resten over i den store balje sammen med fibrene fra bladene. Stilkene har nogle grovere fibre, som også er meget lette at arbejde med, når de er blendet, så de er korte. De grovere fibre giver en spændende struktur i de færdige ark.




Jeg blev ret hurtigt træt af at blende så små portioner ad gangen, så jeg tog resten af fibrene fra stilken med ud på terrassen og bankede dem med min gummihammer med en flise som underlag. De stampede fibre lavede jeg også ark af i opvaskebaljen, men denne gang fordelte jeg fibrene i rammen med fingrene i stedet for at trække rammen gennem vandet, som jeg plejer. Det var næsten håbløst at gøre med de groft bankede fibre, der klumpede og var for lange. Til gengæld fik jeg et rigtig godt resultat ved at fordele fibrene i rammen. Nu ønsker jeg mig en høj dækkel, der kan sættes fast på formen, så jeg ikke skal holde fast på rammerne med den ene hånd mens fibrene fordeles.



I den store balje fik jeg støbt nogle ark af de blendede fibre fra både blade og stilke blandet sammen. Det gav et mørkt papir med lidt struktur.



Til sidste tilsatte jeg blendet ubleget abaca og fik nogle lyse og og helt jævne ark, hvor palmefibrene giver lidt farve og virker som dekoration i arkene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar